Derfor skal I være med i Alle Børn Cykler

Børn cykler, når voksne skaber mulighederne. Skolen er derfor - med støtte fra forældrene - en vigtig arena for at støtte op om børns cykelvaner. Med Alle Børn Cykler leverer vi redskaberne, så lærerne på alle klassetrin nemt kan arbejde med cykling.

Danske børn bevæger sig alt for lidt. Kun 26% af de 11-15-årige lever ifølge en rapport udgivet af Sundhedsstyrelsen i 2019 op til anbefalingerne om en times moderat eller intens bevægelse hver dag. I stedet bruger samme gruppe 11 timer eller mere dagligt på at sidde eller ligge ned. Samtidig er danske børn blandt de børn i Europa, som bevæger sig mindst. Det viser en omfattende rapport fra 2016 fra verdenssundhedsorganisationen WHO.

Sundhedsstyrelsen peger på bl.a. hverdagscykling som en god måde at få børn til at være mere fysisk aktive og styrke sundhed, trivsel og indlæring i skolen. Og her kommer Alle Børn Cykler ind i billedet.

Det får du med Alle Børn Cykler

Med Alle Børn Cykler ønsker Cyklistforbundet netop at inspirere flere børn til at cykle mere. Kampagnen henvender sig til elever i 0.-10 klasse. Al cykling tæller med i Cykeldysten, så alle kan være med, uanset hvor langt de har til skole.

Når du som lærer har tilmeldt din klasse, får du adgang til følgende elementer:

Tæl cykeldage i Cykeldysten

Over to uger dyster eleverne klassevist om at cykle flest dage. Alle slags cykelture udløser en cykeldag. Så er cykelvejen til skole for lang, er det bare op på jernhesten, når man kommer hjem, så man kan være med til at øge klassens vinderchancer ad den vej.

For jo flere dage dine elever har cyklet, desto flere lodder får klassen til den afsluttende lodtrækning om årets præmier. Cykling med hjelm giver dobbelt op på antal lodder. Og der er ekstra point for at tjekke, om cyklen er lovlig og køreklar.

Udskolingsklasserne kan både tælle cykeldage og cyklede kilometer og vinde ekstra præmier.

Særligt for udskolingen

For at gøre det ekstra spændende for udskolingen er der mulighed for ikke kun at registrere cykeldage men også antal cyklede km. Den heldige vinderklasse kan nemlig fylde kurven for 3.000 kr. i 365discount næste gang, der er dømt klassehygge. Læs mere om KM-challenge.

Derudover anbefaler vi danskundervisningsforløbene "Backseat Generation?" og "#Bikestagram", der sætter de unges egne cykelvaner til debat samtidig med at I arbejde med appelformer m.m.

Læs mere om aktiviteterne for udskolingen.

Brug cyklen som undervisningsredskab

Med Alle Børn Cykler får du adgang til en bred vifte af undervisningsmaterialer til indendørs og udendørs undervisning. Inde i klasseværelset kan der fx laves cykelmatematik og forløb i historie om dansk cykelkultur. Udenfor kan der fx laves cykellege i skolegården, eller grammatikøvelser på cykel. Og så er cyklen jo genial til en klasseudflugt. Alle materialer er opdelt på klassetrin og fag og tager udgangspunkt i Fælles Mål. Find undervisningsmaterialerne her.

Fotokonkurrence: Tag klassen med på cykeltur

Cyklen er et genialt redskab til at tage undervisningen ud af de vante rammer og styrke relationen mellem lærer og elever. Tag klassen på cykeltur i løbet af kampagnen og benyt lejligheden til at være med i årets fotokonkurrence. Så er det måske jer, der bliver de glade vindere af et pizza-party til 2.000 kr.

Såsan er I med.

Forældreindsats

Det er vigtigt, at forældrene bakker op om deres barns cykling. Med kampagnen følger materiale, som du kan bruge til at engagere forældrene.

Find det på Forældrehjørnet

Alle Børn Cykler Prisen

Cyklistforbundet inviterer skoler, kolleger og forældre til at nominere lærere til Alle Børn Cykler Prisen, som går til en lærer, der på inspirerende vis bakker stærkt op om, at eleverne skal cykle.

Nominer din kandidat her.

Eleverne var spændte. De glædede sig til at sætte deres krydser hver morgen. De heppede på hinanden, hvis ikke lige man havde kunne cykle i skole en dag. Et fedt koncept, som virkelig giver børnene en følelse af at være sammen om et mål.Lærer om Alle Børn Cykler 2023
  • Sådan er I med

    Du skal oprette en profil via tilmeldingssiden. Herefter kan du tilmelde de klasser, som du ønsker. Husk at bruge en mail, som du tjekker løbende, da vi sender nyhedsbreve, materialer m.m. til denne mailadresse.

    Obs. Du kan tilmelde lige så mange klasser, som du ønsker. Når de to kampagne-uger er ovre, skal du på klassebasis registrere dine elevers cykeldage og øvrige resultater, så I er med i lodtrækningen om de mange præmier.

Vigtige datoer

1. maj: Tilmeldingen åbner

25. august: Frist for tilmelding

2. - 15. september: Alle Børn Cykler 2024

29. september: Frist for indtastning af klassens cykeldage og øvrige resultater.

4. oktober: Vi kårer årets vinderklasser.

Vidste du, at...

Hver 3. elev i udskolingen cykler hver dag, men hver 3. elev cykler faktisk ALDRIG.

De 11-15-årige bruger 11 timer eller mere dagligt på at sidde eller ligge ned.

Knapt 100.000 elever fra skoler over hele landet deltog sammen med deres lærere i Alle Børn Cykler 2023.

Flere elever cykler under kampagnen – og mere end de normalt gør. Mange holder også ved cyklen efterfølgende (effektmålinger foretaget af COWI i 2014-2017)

Se også

Tilmelding

Tilmeld din klasse til Alle Børn Cykler ganske gratis lige her.

Gå til tilmelding

Undervisningsmaterialer

Her finder du alle kampagnens undervisningsmaterialer til både indendørs og udendørs undervisning fra 0.-10. klasse - opdelt på klassetrin og fag.

Søg i undervisningsmaterialer

FAQ

Hvor, hvordan, hvornår og hvis nu? Få svar på hyppigt stillede spørgsmål om Alle Børn Cykler.

Læs mere